Velkommen til et nyt skoleår med mysterier, etik i teknologi og Fupz-billedbøger

Det er med stor glæde, at vi nu kan præsentere jer for vores nye undervisngstilbud 2024-2025!

Tanken bag og formålet med SKS-Skanderborg-Odder er at understøtte undervisningen i kristendomskundskab. Det sker gennem udarbejdelse af undervisningsmateriale, forskellige projekter og ved at facilitere inddragelsen af lokale ressourcepersoner i undervisningen både på og udenfor skolen. Alle forløbene er ikke-forkyndende og udarbejdet på baggrund af Fælles Mål med skolernes rammer og hverdag for øje.

 

Til flere af projekterne er der mulighed for kirkebesøg i den lokale kirke.

Vi har i år to projekter, som tager udgangspunkt i Fupz-billedbøger, ét til indskoling og ét til mellemtrin. Derfor tilbyder vi et lærerkursus med Kim Fupz Aakeson. Han vil fortælle om sit forfatterskab, og om hvorfor han bliver ved med at vende tilbage til det bibelske univers.

Vi oplever meget stor opbakning fra skolerne. For det og for alle jeres tilbagemeldinger vil vi gerne sige TAK!