Kan det hellige måles?

Hvad vil det sige, at noget er helligt? Kan det hellige måles? Har alle mennesker noget, de oplever som helligt? Og hvordan viser man respekt for det, der er helligt for andre?

Det er nogle af de spørgsmål, eleverne skal undersøge i dette projekt.

Projektet tager udgangspunkt i begrebet hellig og begynder i Jerusalem – en by, der har stor betydning for jødedommen, kristendommen og islam. Byen er præget af konflikter, blandt andet fordi forskellige grupper har forskellige opfattelser af, hvad der er helligt, og hvem de hellige steder tilhører. Gennem korte videoer møder eleverne Vestmuren, Gravkirken og Klippemoskeen.

Herefter flyttes fokus til den danske folkekirke. Klassen besøger den lokale kirke, hvor eleverne undersøger, hvilke steder og genstande der opleves som særligt betydningsfulde. Til det bruger de en Hellighedsmåler – et redskab, som følger dem gennem hele projektet og hjælper dem med at tale om og vurdere, hvor helligt noget kan opleves.

Til sidst producerer eleverne deres egne små film om et sted eller en genstand, der har særlig betydning for dem – måske endda noget, de selv oplever som helligt.

Projektet lægger også op til et samarbejde med musik. Her undersøger eleverne, hvordan musik kan skabe fællesskab på tværs af religioner og kulturer, selv når opfattelser af det hellige er forskellige. De arbejder blandt andet med et musikstykke, der blander jødiske, arabiske og danske musiktraditioner.

Projektet indeholder:

Lærervejledning

Elevhæfter

Hellighedsmålere

Hjemmeside

Foto: privat

Målgruppe: 5.-6. klasse 

Fag: Kristendomskundskab og evt. musik

Lektioner: 8-10 plus evt. kirkebesøg

Periode: Fra sept. 2026

Tilmelding

Obs: Kun lærere fra Skanderborg og Odder kan tilmelde sig projekterne