
Ham der jesus
– manden med de mange ansigter
Obs.: Dette er et Godt fra gemmerne-materiale. Det betyder, at det er et projekt, hvor der er en rest fra et tidligere skoleår. Når du bestiller materialer fra Godt fra gemmerne, skal du udfylde tilmeldingen nederst på siden, som du plejer. Når vi har modtaget din tilmelding, skynder vi os at tjekke, om vi har alle de ønskede materialer på lageret, og herefter kontakter vi dig. Det er derfor først, når du modtager en mail fra os, du kan være helt sikker på, om der er mere tilbage af det ønskede materiale.
Jesus er måske verdenshistoriens største brand. Alle kender navnet, alle ved noget om Jesus, men Jesus er også genstand for utallige fortolkninger, og der findes ikke bare ét, men mange Jesus-billeder. De mange Jesus-billeder er omdrejningspunktet for projektet.
Gennem podwalk og kirkebesøg skal eleverne blive klogere på kristendommens Jesus, som han fremstilles i Det Nye Testamente og i evangelierne. Den historiske Jesus undersøges gennem kildearbejde, og eleverne skal også se nærmere på Jesus i fire andre religioner: jødedom, islam, hinduisme og buddhisme.
Endelig skal eleverne også arbejde med et udvalg af fortolkede Jesus-billeder, som har resulteret i, at Jesus er blevet manden med de mange ansigter.
Der ses nærmere på både historiske og nutidige Jesus-billeder – helt fra Åby-krucifikset med Jesus som en sej vikingetype til en nutidig Jesus i den amerikanske CIA-serie ’Messiah’ på Netflix.
Undervejs i forløbet indsamler eleverne idéer til afslutningsvis at kunne lave et kreativt produkt – en Bento, som tegner en profil af Jesus. Nyhedsformidling er sammen med en undersøgende tilgang i elevopgaverne valgt som didaktisk greb i dette projekt.
Det betyder, at formidlingen og opgaver er tilrettelagt som en blanding af den journalistiske genres former – artikler, nyhedsindslag og interview – og genren SoMe med udtryk som Instagram, hashtag og SMS.
Målgruppe: 8. – 10. klasse
Fag: Kristendomskundskab
Lektioner: 6 lektioner plus kirkebesøg
Periode: Fra september 2023