det store i det små

– om natur og mennesker

Hele herligheden

har jeg lige her.

Bøgetræer, bare tæer,

fuglesang og sommervejr

og min ukulele.

Tænk at ha’ det hele.

 

Digtet er skrevet af Marianne Iben Hansen og beskriver, hvordan naturen i sin enkleste form kan være kilde til glæde, lyst og livsmod.

I dette projekt er det naturglæde og forundring over den natur, som findes lige uden for døren, der er i fokus.

Det er de ”små” naturoplevelser som fuglefløjt og sand mellem tæerne, der er afsættet, når eleverne dels inviteres til at reflektere over deres syn på naturen, og dels bliver klogere på forskellige myters natursyn, og hvordan disse påvirker den måde, hvorpå mennesker forvalter naturen.

Undervisning i naturen

Mange af aktiviteterne finder derfor sted i naturen omkring skolen, hvor eleverne tilskyndes, med en logbog som refleksions-redskab, at røre, dufte, høre, lytte, se samt undersøge, reflektere, fantasere og lede efter svar.

I projektet er der også forslag til, hvordan der kan arbejdes flerfagligt med faget dansk. I dansk arbejder eleverne med Karen Filskovs poetiske natur-figurdigte.

Målgruppe: 4. – 5. klasse 

Fag: Kristendomskundskab og evt. dansk

Lektioner: 6 lektioner samt evt. kirkegårdsbesøg

Periode: Fra marts 2026